Skip to content

Biskop Schneider sammenligner behandlingen af fire Kardinaler med det Sovjetrussiske regime: ”Vi lever i et trusselsklima”

Foran en tætpakket sal i Roms Centro Lepanto bad Biskop Athanasius Schneider fra Kazakhstan mandag de troende om brændende at holde fast ved Kirkens Læreembede vedrørende ægteskabets uopløselighed midt i den nuværende tilstand af flertydighed.

”Da Kristus for 2000 år siden prædikede, var kulturen og den herskende ånd radikalt i opposition til Ham. Konkret herskede forskellige religiøse retninger blandet sammen (synkretisme), også gnosticismen blandt kloge ledere, såvel som en altaccepterende tilgang blandt mængden – specielt med henblik på institutionen: Ægteskabet. Det eneste formål for Guds Søn var at åbenbare sandheden for verden”.

Med disse ord åbnede Biskop Schneider sin præsentation i nærvær af Kardinalerne Raymond Burke og Walter Brandmüller og hjælpebiskop Andreas Laun fra Salzburg, Østrig.

Schneider fortsatte med en præsentation af Kirkens håndtering af ægteskabet og dets uregelmæssigheder gennem historien fra Det gamle Testamente til moderne tid med speciel henvisning til tidlige kristne skrivelser af Henrik VIII og Napoleon I og aktuelle diskussioner.

Med hensyn til dubia offentliggjort af de fire Kardinaler, fortalte han LifeSiteNews i et eksklusivt interview i dag, at Kirken altid skulle fremme en ”dialogens kultur”.

”Formuleringen af dubia som Kardinalerne her har udtrykt med deres egne vendinger, har været en almen praksis i Kirken” forklarede han. ”Vi har behov for at kunne spørge åbent uden at være bange for repressalier”.

Biskop Schneider refererede til de talrige angreb, som de fire Kirkefyrster er blevet udsat for efter offentliggørelsen af deres dubia. Spørgsmålene er stadig ikke blevet besvaret af Pave Frans.

”Reaktionen på dubia er et bevis på det klima, som vi aktuelt oplever i Kirken”, sagde Biskop Schneider. ”Vi oplever et klima med trusler og afvisning af dialog overfor en specifik gruppe”.

Schneider fortsatte med at sige, at ”dialog kun synes at blive accepteret, hvis man tænker som alle de andre – Det er i praksis som et regime”.

Schneider fremhævede sin erfaring fra Rusland, hvor han blev født i Sovjettiden. Hans forældre blev sendt af Stalin til arbejdslejre eller Gulag, efter anden Verdenskrig. ”Hvis du ikke fulgte partilinjen, eller du stillede spørgsmål til den, kunne du ikke engang spørge om noget. Det er for mig en meget klar parallel, til det der sker nu som en reaktion på dubia – Kardinalernes spørgsmål”.

”Dette er en meget trist erfaring, specielt fordi alle taler om ”dialogens kultur” efter det Andet Vatikankoncil. Mens Biskopper åbent lærer hæresi, og intet sker med dem, det er i sandhed en alvorlig uretfærdighed og meget bedrøveligt”, tilføjede Biskop Schneider.

”Hvis Paven ikke svarer, vil næste skridt være at søge tilflugt i bønnen, til overnaturlige midler” sagde Schneider ”at bede for erkendelse hos Paven, og at han vil fatte mod”.

Schneider spekulerede på, hvad der kunne ske i den nærmeste fremtid. ”I kirkehistorien siger vi at i det værste tilfælde, hvor det gode trosfællesskab er truet, må Biskopperne, som er medlemmer af Bispekollegiet i en sand kollegial relation til Paven og med broderlig lydighed over for ham spørge ham offentligt om, at give afkald på den misgerning at give Kommunion til gengifte skilte katolikker, hvilket allerede bliver foretaget i mange bispedømmer”.

Idet han tilbageviser forskellige personers angreb mod Kardinalerne, forsvarede han de fire. ”Denne situation har allerede sine fortilfælde hos helgenerne – ikke hos skismatikere eller hæretikere. Hilary fra Poitiers, Skt. Katarina fra Siena og jeg tænker, at dette skulle være muligt i Kirken uden at en person bliver kaldt skismatiker”.

Kardinal Burke har fremsat en ”formel rettelse” måske for at løse situationens usikkerhed. ”I moralteologiens sprogbrug er en broderlig rettelse en kærlighedshandling, hvis den er fremsat i lydighed og med begrundelse”, bemærkede Schneider. ” Vi må vende tilbage til denne familiære måde at håndtere sagen på”.

Schneider afsluttede sit interview med LifeSiteNews ved at sige: ”Den Hellige Fader må bringe klarhed og støtte til sine brødre ved at løse tvivlsspørgsmålet. Vi må bede for dette; kun klarhed vil bringe enhed. Hvis der skal komme et svar fra Paven, må det ikke være flertydigt. Han må meddele, hvad sandheden er”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jan Bentz og publiceret på LifeSiteNews.com d. 6. december 2016. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-compares-treatment-of-four-cardinals-to-soviet-regime

3. søn i advent (prædiken)

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil 4,4-5) Den 3. søndags liturgi er præget af glæde, glæden hos dem, der venter HAM, som “er nær”, Immanuel – ”Gud-med-os”, forudsagt af profeterne. Det er Julens “store glæde”, som vi har en forsmag på i dag; en glæde, som “vil være for alle mennesker”, fordi Frelseren fra det høje kommer for at være hos mennesker, ligesom den opgående sol (jf. Luk 1,78). Det er de kristnes glæde, pilgrimme i verden, der venter med håb hans herlige genkomst, han som for at komme mennesker til hjælp, tømte sig af sin guddommelige herlighed. Det er glæden over Guds Søns herlighed, som skinnede på menneskehedens historie med sit tilstedeværelses udstråling, han som er lys af lys.

Det er den glæde som profet Esajas forkyndte mange århundreder siden:

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd… Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.” (Es 35, 1-2, 10)

Esajas og Paulus tvivlede ikke at de troende skal se Guds herlighed, at han skal styrke de synkende hænder, gøre de kraftesløse knæ stærke. De var stensikre på, at Gud kommer med hævn og frelser de troende. Han skal åbne blindes øjne og lukke de døves ører op, da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. Glæden hos de troende vil være stor, for alle skal færdes på den hellige vej og ingen fare på hellighedens vej.

Enhver flygtning eller asylsøger på flygtningelejre verden over som har oplevet den lange og gennemtærende venten på FNs endelige afgørelse om deres skæbne og fremtid, samt den ubeskrivelige glæde over at få opholdstilladelse i vesten kan nemt forstå Esajas jubel og Paulus’ glæde ved Frelserens snarlige tilsynekomst.

Det er den glæde, der strømmer fra Guds nåde, ikke en overfladisk eller flygtig lykke. Det er en dyb glæde, rodfæstet i hjertet, som kan gennemsyre den troendes hele liv. En glæde, der kan eksistere side om side med vanskeligheder, prøvelser, selv – hvor paradoksalt dette kan synes – med smerte og død. Det er glæden ved jul og påske, gave fra Guds inkarnerede Søn, der døde og opstod igen, en glæde, som ingen kan tage fra dem, der er ét med ham i tro og gerninger (sml. Joh 16: 22 – 23).

Johannes Døber var så gennemtrængt af denne glæde at et almindeligt liv blev fremmed for ham: ”Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning.” (Markus 1,6). Han fandt sin lykke i at leve i Jesu skygge: ”Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.”(Mark 1,7), ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” ( Joh 3.30), at vidne for Frelseren ved sin lidelse: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,36). Ja selv i fængsel vil han sende sine disciple til Frelseren for således efter at have set ham finder de selv glæde over at blive hos ham.

Døberen forklarer folkemængderne hvordan de i praksis forbereder Herrens vej. Han fortæller de forskellige kategorier af mennesker, der beder ham: “Hvad skulle vi da gøre” (Luk 3: 10, 12, 14), hvad der skal gøres for at forberede sig til at byde velkommen til Messias.

Dagens evangeliums passage minder i en vis forstand os om: “Hvad skal vi gøre“. Det første svar, som Guds ord giver os er en invitation til at genopdage glæden, fordi Herren er kommet til at bo iblandt os og har givet os sin kærlighed.

Ved at mindes den store begivenhed af inkarnationen, kan vi ikke undgå at tænke, at vor Gud er meget tæt på os; ja, han trådte ind i vores historie for at forløse den indefra. Ja! I Jesus af Nazareth kom Gud til at bo blandt os, ”for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger,« (Es 61: 1-2).

Johannes er os givet denne søndag for at føre os til Ham som bærer verdens synder: Frelser og Forløser. Han vidste at Jesus udførte Messias’ gerninger, som er forudsagt i den første læsning og vekselsangen. Men han ville at hans disciple og vi ved at Messias er ved at komme, at i Ham er Gud kommet for at frelse os. Han er sendt til os for at forberede vort møde med Messias: ” Jævn Herrens vej!” (Joh 1,23). Lad os acceptere hans invitation, fordi Jesus selv har peget på ham som vores forbillede. Han viste at livet var mere end mad, kroppen mere end tøj. Han søgte Guds rige først, overbevist om, at Gud ville give. Han klagede ikke. Han har ikke mistet troen. Selv i lænker i sin fængselscelle, sendte han stadig sine disciple – og os – til vores Frelser. Vi kommer til ham igen nu i Eukaristien. Han, som har allerede forårsaget ørkenen til at blomstre, at den brændende sand til kilder af levende vand. Han har åbnet vores ører for at høre ordene fra den hellige Skrift, befriet vores tunge for at fylde luften med taksigelsessange. Engang var vi bøjede, fanger til synd og død, har vi nu været løskøbte og returneret til hans rige, kronet med evig glæde. Oprejst står vi nu foran Guds alter for at møde den, som er ved at komme: “Her er din Gud“. Vi er glade, fordi Herren er kommet for at være iblandt os og har givet os sin kærlighed.

Lad Jomfru Maria, det inkarnerede Ords Moder, lede os på vores adventsrejse i forberedelse til Julens højtidelighed. Hun, der afventer i stilhed opfyldelsen af de guddommelige løfter, lærer os, at for at bringe fred og glæde til verden, må vi først byde Jesus Kristus, Freds Fyrst og kilde til glæden, velkommen ind i vores hjerte. For at dette kan ske, må vi konverteres til hans kærlighed og være klar til at gøre hans vilje.

Amen.

Pave Emeritus Benedikt bryder tavsheden: Han taler om en dyb krise, Kirken står overfor efter Det andet Vatikankoncil

Den 16 marts udtalte Pave Benedikt XVI sig offentligt ved en sjælden lejlighed, da han gav et interview til Avveniere, den italienske Biskopkonferences dagblad, hvor han talte om ”den dybe tosidede krise”, Kirken står overfor i kølvandet på Det andet Vatikankoncil (1962 – 65). Dette interview har allerede vakt opmærksomhed hos den tyske Vatikankender Guiseppe Nardi fra det tysk katolske nyhedswebsite, Katholisches. Info.

Pave Benedikt erindrer os om den tidligere ufravigelige katolske overbevisning, om muligheden for evig frelse, eller at folk går til helvede.

Det 16. århundredes missionærer var overbevist om, at en udøbt person er fortabt for evigt. Efter Det andet Vatikankoncil er denne overbevisning definitivt opgivet. Resultatet var en dyb tosidet krise. Uden opmærksomheden på frelsen mister troen sit fundament.

Han taler også om ”en dybgående dogmatisk udvikling” vedrørende dogmet, at der ikke er nogen frelse udenfor Kirken. Denne angivelige ændring i dogmet har i Pavens øjne ført til et tab af missionsiveren i Kirken – ” Enhver motivation for en fremtidig missionsforpligtelse blev fjernet”.

Pave Benedikt stiller dette dybtgående spørgsmål, som opstod efter den tydelige holdningsændring i Kirken: ”Hvorfor skulle man forsøge på at overbevise andre om at acceptere den kristne tro, når de kan blive frelst uden den”?

Med hensyn til de andre konsekvenser af denne nye holdning i Kirken, er katolikker selv i Benedikts øjne mindre bundet til deres tro, ”Hvis der er nogen, der kan frelse deres sjæle ved andre midler, hvorfor skulle de kristne da være bundet til den kristne tro og dens moral”? Spurgte Paven. Og han slutter: ”Men hvis tro og frelse ikke hænger mere sammen, bliver troen mindre motiverende”.

Pave Benedikt afviser også både ideen om den anonyme kristne udviklet af Karl Rahner, såvel som den ligegyldige ide om at alle religioner er lige værdifulde og kan hjælpe til at opnå evigt liv.

”Mindre acceptabel er løsningen foreslået af de pluralistiske religionsteorier, i hvilke alle religioner hver på sin måde kunne være vejen til frelse, og på den måde må de anses for at være ligeværdige i deres virkning” sagde han. I denne sammenhæng berører han også de udforskende ideer af Jesuit Kardinalen Henri de Lubac om Jesu Kristi formodede stedfortrædende lidelse”, som nu igen må overvejes nøje”

Med hensyn til menneskets forhold til teknologi og kærlighed minder Pave Benedikt os om vigtigheden af menneskelig hengivenhed, idet han siger, at mennesket stadig i sit hjerte længes efter at ”den gode samaritaner kommer ham til hjælp”.

Han fortsætter: ”I teknologiens barske verden hvor følelser ikke tæller mere, vokser håbet om en frelsende kærlighed, en kærlighed som vil være fri og vidtfavnende”.

Benedikt minder også tilhørerne om at: ”Kirken er ikke skabt af sig selv, den blev skabt af Gud og er vedvarende formet af Ham. Dette finder vi udtrykt i Sakramenterne, først og fremmest i Dåbens Sakramente: Jeg kommer ind i Kirken ikke ved en bureaukratisk handling, men ved hjælp af dette Sakramente”. Benedikt fremhæver også, at ”vi altid har behov for nåde og tilgivelse”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews.com d. 16 marts 2016. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-emeritus-benedict-says-church-is-now-facing-a-two-sided-deep-crisis

(Oversat af Patrick Fyrst)

‘We live in a climate of threats’

ROME, Italy, December 6, 2016, (LifeSiteNews) — Before a packed room in Rome’s Centro Lepanto on Monday, Bishop Athanasius Schneider of Kazakhstan urged the faithful to ardently hold on to the Church’s Magisterium on the indissolubility of marriage within the current state of ongoing ambiguities.

“When Christ preached 2,000 years ago, the culture and reigning spirit were radically opposed to Him. Concretely religious syncretism ruled, also Gnosticism among the intelligent leaders, as well as permissibilism among the masses — especially regarding the institution of matrimony. […] The sole purpose of the Son of God was to reveal the truth to the world.”

More

3. søn i advent (11/12/16)

1. læsning Es 35, 1-6a. 10

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.

Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud med hævn,
Guds gengæld,
han kommer og frelser jer.
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.

Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter.

Vekselsang Sl 146, 6c-7. 8. 9. 10

R. Kom, Herre, frels os!

eller: Halléluja!

Herren bevarer sin troskab til evig tid,
som skaffer de undertrykte ret
og giver de sultne føde.
Herren sætter de fangne i frihed.

Herren åbner de blindes øjne,
Herren rejser de nedbøjede,
Herren elsker de retfærdige.

Herren beskytter de fremmede,
han bringer faderløse og enker på fode,
men fører de ugudelige på vildspor.

Herren er konge for evigt,
din Gud, Zion, i slægt efter slægt.

2. læsning Jak 5,7-10

Brødre og søstre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Vær ikke vrantne mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt; dommeren står allerede ved døren. Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.

Akklamation til Evangeliet Es 61,1

Halleluja!
Herrens ånd er over mig,
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige.

Evangelium Matt 11,2-11

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:

Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.

Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.

Har afvigelsesteologien sejret under Pave Frans?

Jeg er sognepræst, en præst i et typisk amerikansk forstadssogn, som forsøger så venligt og roligt jeg kan at hjælpe mennesker, som ofte ikke er blevet ordentligt indført i deres katolske tro, så de forstår, hvad Kirken lærer og hvorfor. Mine gentagne erfaringer er, at mennesker er taknemmelige, når en præst forklarer, hvad Den Katolske Kirkes Katekismus lærer, som de fleste voksne katolikker i dag hurtigt indrømmer, at de generelt ikke har modtaget tilstrækkelig katekese.

Ligesom mange af mine præstelige brødre, har jeg været bekymret på baggrund af de to Familiesynoder (2014 og 2015) og den Post-Sydonale Skrivelse Amoris Laetitia (April 2016), fordi læren der kommer fra disse synoder til tider lader til at forvirre Katekismens klare lære. Og endda nedbryder en præsts arbejde med at katekisere et sogn. Ifølge de mere ambivalente formuleringer i Amoris, er en præst ikke længere i stand til kun at forklare mennesker, at bestemte handlinger er dødssynder, som Kirken altid har lært og at de, som foretager sådanne må angre og modtage Bodens Sakramente, før de kan modtage den Hellige Kommunion (AL 301). I stedet er jeg nu henvist til at udøve ”pastoral omsorg” og erkende, at ”konsekvenserne eller følgerne af en regel ikke nødvendigvis altid er den samme” (AL 300). Det udfordrende, men givende arbejde, som jeg har benyttet min tid som præst til at foretage – tålmodig undervisning i Kirkens klare moral lære for mennesker og erfare, at når jeg har gjort det, er de blevet dybt taknemmelige – bliver nu, når det opstår, beskrevet som at ”kaste sten på menneskers liv” og ”at gemme sig bag Kirkens lære” med et lukket hjerte (AL 305).

På samme tid er den officielle Kirkes kommunikation og de katolske medier ivrige for at prise Pave Frans som ”Barmhjertighedens Pave”, en visionær, der har revolutioneret Den Katolske Kirke med sin nye tilgang udtrykt tidligere i sit Pontifikat ved at understrege: ”Hvem er jeg til at dømme?” Pave Frans fremsætter en formodentlig ny og barmhjertig tilgang til ”dømmekraft” og ”akkompagnement” for dem, hvis liv ikke passer til Kirkens morallære og kan kritisere dem, som ser moralske spørgsmål som værende ”sorte og hvide”. Siden 2013 har jeg lyttet omhyggeligt til Pave Frans ord til præster og forsøgt at finde ud, af hvad min rolle nu er ved at følge hans vejledning som moralens lærer overfor de troende. Jeg har også forsøgt at forstå de mange vidende og hengivne lægfolk, mine åndelige børn, som ofte deler med mig, at de også er blevet forvirret af Den Hellige Faders ord og tone.

Continue reading